© Eventyrklubben

9. tur - 15. September 2006
Hemmelig planlægger: Jesper Nielsen
Gættet på: 3 forsøg
Deltagere: Anders, Finn, Henrik, Karsten, Jesper, Martin, Sune & Thomas



Kære Veninder.

Her en sidste hilsen inden vores kommende skovtur. Jeg håber inderligt at den nyligt stillede opgave ikke var for svær at løse, for jeg kan jo se at uenighed har ramt jer, men mon ikke det løser sig.

Hvordan går det med droscherne ? I ved jo godt, at når truget er tomt, bides hestene. Og så kan de jo ikke trække os af sted. Hvis I ikke er for tossede, så finder I ikke to små droscher, men i det mindste en der har lidt rummelighed.

I skal hver især huske følgende i jeres egen picnickurv:

Jeres pæneste badedragt
Undervandsbriller ville være anvendelige, men ikke nødvendige
Penge, som vores Finn’ske veninde Frida Svendbjergsdottir skal holde.

..sådan lød starten på årets "sommer-tur". Vi var alle sat i stævne på Roskilde Station..eller vi havde faktisk regnet os frem til at det via en gåde. Ingen vidste hvor vi skulle hen, men Thomas, Jesper og Finn havde alle tre modtaget en slide med tilsyneladende ens tekst. Hvis du blev lagt oven på hinanden, kunne vi imidlertid konstatere at der var en enkelt linie der skilte sig ud. Beskeden lød ”Tag ned Jesper K. på hjemadressen – og endnu engang var Karses storebror derfor inddraget i turen. Vi valgte at gå fra stationen og ned til Jesper, hvilket skulle vise sig at være en rigtig dårlig ide. Jesper havde nemlig 3 store kasser vi skulle have med i bilerne – så tilbage til stationen og hente dem. På kasserne var der skrevet følgende:

Kære Veninder.
Med blussende kinder, må jeg gå til bekendelse og indrømme at jeres snarrådighed overrasker mig. Ikke så snart at man har stillet en opgave, så er den løst hurtigere end jeg kan skifte mine mamelukker. Jeg har lavet to hyggelige kasser til Jer. Kasserne med 1-tallet skal åbnes i aften ved ankomst til jeres slutpunkt. Kassen med 2-tallet må først åbnes lørdag aften kl. 19.05. I skal nu hurtigst muligt komme til aftenens slutpunkt, uden at hverken I eller hestene holder pause. Jeg håber at hestene har fået nok foder, for det vil de få brug for, thi turen er ikke den korteste vej til folden.

Derefter gav Jesper os følgende opgave:

Thomas elsker at sejle i sin lystbåd, når han har tid. Engang sejlede han til Lyvø, hvor de fastboende altid lyver, og turister altid taler sandt. Da Thomas nærmede sig øen, så han tre mænd sidde inde på bredden, som pudsigt nok hed Sune, Martin og Karsten. Han råbte ”Er I fastboende eller turister ?”. Sune svarede, men da Thomas endnu ikke havde slukket motoren, kunne han ikke høre hvad der blev sagt. Thomas råbte igen, og denne gang svarede Martin: ”Han siger han er turist, og det er jeg også.” Så råbte Karsten inde fra bredden: ”De to andre er fastboende, men jeg er turist.” Straks viste Thomas hvem der var fastboende og hvem der var turist.

Hvis Sune er fastboende skal I køre til Algade 39, 4281 Gørlev
Hvis Martin er fastboende skal I køre til Gammel Nyrupvej 1, 4400 Kalundborg
Hvis Karsten er fastboende skal I køre til Kjærsvej 55, 5220 Korsør

Som det fremgår af opgaven, var det MEGET vigtig for os at finde den rigtige løsning, inden vi tog af sted, da der var meget langt mellem de forskellige destinationer. Vi valgte at køre til Korsør, hvor der ventede endnu en gåde, og så gik turen ellers slag i slag med gåder (heldigvis for os med rigtige svar hele vejen igennem) via Nyborg, Vissenbjerg, Middelfart og til havnen i Vejle. Her fandt vi, hen ad kl. 23, FDF sejlskibet ”Mytilus” med 1 stk. besætningsmedlem. Han gav os en opgave med at finde 7 kuverter på båden, og stor var vores overraskelse da der kom en mand ud af den første luge vi åbnede. I alt fandt vi 3 besætningsmedlemmer og 7 kuverter, hvilket ikke var et helt ringe resultat. Kuverterne skulle åbnes på forskellige tidspunkter indtil lørdag middag, og indeholdt nogle udfordrende opgaver.

Vi forlod havnen i rimeligt blæsevejr, og sejlede ud på fjorden..og kunne konstatere at ikke alle var lige søstærke (vi så dog intet opkast på dette tidspunkt). Vi sejlede efter ca. 1 time i læ i en vig, og åbnede den første kuvert. ”Find en oplysning under båden” – jo tak….kl. var 01.30 og det blæste en stiv pelikan…så Thomas var naturligvis frisk på en vandtur – han havde selvfølgelig som altid, sin våddragt med. Så 20 minutters søgen med lygte, dykkermaske og en snor om livet senere, stod vi med en kortstump. Straks herefter skulle Sune op i toppen af masten og finde endnu en kortstump til samlingen. Kaptajnen lagde ud til os, om vi ville sove eller sejle hele natten i skiftehold, og valget faldt på sejlads (nu var vi jo kommet af sted). Desværre måtte vi indstille sejladsen omkring kl 03.00 da den kraftige vind rev hul i sejlet, hvorfor vi lagde os i læ i endnu en vig. Næste morgen stod den på herlig sejlads i modvind….det var skægt (igen kun for nogen af os ;-) ), og næste opgave blev stillet: Halvdelen skulle under dæk og navigere, og den anden halvdel skulle ”bare sejle” efter anvisningerne. Stor var skrækken derfor også for navigationsholdet, da vi åbenbart var på vej til at gå på grund, mens det sejlende folk ikke ville høre efter anvisninger. Der skete heldigvis ikke noget, for vi var ved at lægge til ved en bådebro, hvor vi skulle finde endnu en kortstump. Så gik turen mos lystbådehavnen i Vejle, og undervejs skulle vi lige kontakte Lyngby Radio der havde et par kryptiske opgaver der skulle løses. Med hjælp fra kortstumperne, besætningen og Lyngby Radio satte vi kurs mod Odense i vores biler.

Vi skulle møde en mand med dykkerbriller ved den lokale svømmehal kl. 1600, og glæden var selvfølgelig stor da vi så ham. Med indgangsreplikken ”Har I prøvet undervandsrugby”, var udsigterne rimeligt klare, hvilket vi også var. Der var dog lige den lille hage, at vi først skulle tør-træne på græs inden vi skulle i vandet, og træningsbanerne var på den anden side at svømmehallen. På bagsiden af hallen fik vi så at vide, at vi skulle spille disc-golf – altså frisbee med net, og skuffelsen lyste faktisk ud af øjnene på at par stykker af klubbens medlemmer……men det var kun indtil vi startede. Det er dælme ikke helt nemt, men til gengæld er det sjovt. Vores instruktør havde medbragt whisky hvis nogen lave hole-in-one, hvilket vi dog var pænt langt fra. Han forbarmede sig over os, og delte villigt ud af de herlige dråber alligevel ;-). Golfbanen var på 9 huller, og vi nåede den 2 gange – hvilket ikke er normalt, men vi var MEGET dygtige elever med et godt konkurrence-gen, var forklaringen vist. Sune vandt begge omgange, men vi andre mener stadig at han snød. Vores instruktør sendte os videre til en restaurant inde i midten af Odense, hvor vi skulle ankomme kl. 19.00 præcist.

18.50 er vi vel ankomne til p-pladsen ved restauranten og debatten gik nu på, om man kan tillade sig at slæbe en flamingo-kasse med dimensionerne 70x45x50 med på restaurant eller ej. Problemet var selvfølgelig at kassen skulle åbnes kl. 19.05.Beslutningen faldt på ”ej”, og vi trissede ind for at få vores velfortjente 3-retters menu. I restauranten var der imidlertid ikke bestilt bord til os – altså med mindre at vi hed Jack og havde bestilt til kl. 20.00. Tjeneren bekræftede samtidig at der ikke var andre spisesteder i byen der lød det samme navn, som deres restaurant, hvorfor vi altså ikke var gået forkert. Vi besluttede derfor at gå ud til bilerne, for at kontrollere indholdet af den sidste kasse. Næsten ude ved bilerne, kom der 2 tjenere løbende og fortalte stakåndede, at hvis vi var eventyrklubben, så var der alligevel noget til os indenfor. Det skulle vise sig at være 8 stk luksusmenu med ekstra store mørbradbøffer – vel og mærke som take-away, ikke underligt at der ikke var bestilt bord. Med maden placeret i bilerne, åbnede vi den sidste kasse. Indholdet var alt hvad der skulle bruges til en picnic i det fri: Duge, servietter, lys, tallerkner, rigtigt bestik, øl, vin og vand – samt en instruks om fase af turen.

Vi skulle køre til en shelter ca. 20 km. Syd for Odense, hvor vi skulle overnatte. Shelteren lå hyggeligt ud til en lille sø, og der var borde og bænke på pladsen. Maden blev fortæret i stearinlysenes skær, og da vi heldigvis ikke skulle overveje hvem der skulle køre bilerne efterfølgende kunne alle dem der lystede, få sig en lille tår vin. Enkelte var desværre ikke så sultne, da de stadig kunne mærke bådens gyngen fra om formiddagen ;-).

Turens planlægger var Jesper, der blev gættet i 3. hug.

Links til kontakter under turen:
Det gode skib Mytilus: www.mytilus.dk

Discgolf hos Odense Disc-flyers: discflyers.dk

Aftenmadsleverandøren: www.eydes.dk